CFTransplantation.dk

Nye lunger: SÃ¥dan kan det gÃ¥…

Jeg blev transplanteret som 35-årig i sommeren 2006. Jeg var på alle måder utrolig heldig. Jeg var kun på ventelisten i en måned, operationen forløb godt og efterforløbet har været noget nær eksemplarisk. Det er nok værd at huske på, når man læser min beretning. Det er ikke alle der kan være så heldige som mig.

Man må derfor ikke tage min historie for mere end den er: Et konkret tilfælde, på godt og ondt. Og altså først og fremmest heldigt.

Jeg håber at min beretning, som jeg fortæller igennem de fællesbreve jeg sendte til mine venner i forbindelse med transplantationen, kan indgyde håb og være til inspiration for dem, som befinder sig et eller andet sted på den lange, lange vej igennem livet med syge eller nye lunger.

Når man kommer på venteliste

Når man kommer på venteliste, er det fordi man er slidt godt og grundigt ned. Aktivitetsniveauet er dramatisk lavt, og ens sociale liv er i reglen blevet mindre og mindre, simpelthen fordi kræfterne til at holde det ved lige er sluppet op. Sådan var det i hvert fald for mig.

Men jeg havde ikke mistet nogen, jeg var ikke uvenner med nogen. Så da jeg kom på ventelisten skrev jeg en fællesmail og sendte den ud til alle i min omgangskreds.

Jeg skrev den tre dage efter jeg kom på listen – men ideelt set burde man helt klart skrive den tre dage før.

Mailen til mine venner

Hej allesammen -

I ved vist næsten allesammen (og ellers mÃ¥ I virkelig undskylde ikke at være blevet ordentlig informeret) at jeg igennem de seneste Ã¥r har fÃ¥et det værre og værre med den der medfødte, kroniske, progressive, dødelige sygdom jeg lider af. I 30 Ã¥r var jeg urørlig, men pÃ¥ Møn (for fem Ã¥r siden) blev jeg alvorligt syg for første gang. Jeg kom mig sÃ¥dan rimeligt – men nu er den altsÃ¥ gal igen. I oktober sidste efterÃ¥r blev jeg pÃ¥ny rigtig syg, og nu har jeg sÃ¥ brugt hele forÃ¥ret pÃ¥ at forsøge at komme igen ligesom efter Møn. Men nej, forgæves, det gÃ¥r bare ikke, mine gamle lunger gider ikke mere. Men! Gudskelov er der mere dejligt liv i vente til mig.

Jeg er nu kommet på venteliste til lungetransplantation.

Det betyder, at når der pludselig, ud af den blå luft nærmest, kommer et sæt lunger der passer til mig (i blodtype og størrelse), så går det i huj og hast ind til Rigshospitalet og få skiftet de gamle ud. Det kan tage meget lang tid før de kommer, måske flere år, men de kan også være på vej netop nu, mens jeg skriver. Så det er absolut en sær situation jeg befinder mig i og en interessant mental udfordring: At have en engels tålmodighed til hvad øjeblik det skal være at være fuldt beredt på at møde sin skaber.

Men jeg har det godt – og hvad der er nok sÃ¥ vigtigt: Jeg har det godt med dét. Jeg er kommet pÃ¥ ventelisten forholdsvis tidligt, hvad angÃ¥r helbredet. Det var mit eget ønske, for erfaringerne viser at jo bedre i stand ens krop er før transplantation, jo bedre gÃ¥r det bagefter. Forundersøgelserne til transplantationen har vist at min krop, bortset fra lungerne som er helt til rotterne, er i fin form. Mange med min sygdom er slidt ned af mange Ã¥rs infektion og medicin – men jeg ser ud til at være i ganske god stand. Meget betryggende, pÃ¥ sin vis.

Jeg er også kommet hurtigt på venteliste fordi jeg satser på at kunne passe Rose uden alt for store problemer helt frem til jeg får nye lunger. I den tid hvor jeg er blevet gradvist mere syg, har hun været mit pejlemærke for, hvornår det var tid. Al min tid har gået med at passe på mig selv, så jeg kunne være ordentligt til stede, sjov og på, sammen med hende. Det går stadig supergodt med dét, og det skulle det gerne blive ved med.

Mit almindeligt muntre grundhumør er pÃ¥faldende uspoleret, og nÃ¥r jeg sidder ned og slapper af, er alt nærmest som i gamle dage. Jeg har bestemt ingen problemer med at bevare optimismen. PÃ¥ en eller anden mÃ¥de stÃ¥r der: “Det kan da kun gÃ¥ godt, det her” printet ind i rygmarven pÃ¥ mig – og det er vist en naivitet der gælder næsten alt hvad jeg laver, ikke kun lungetransplantationer. Jeg er meget tilfreds med at mit humør er godt. Godt gÃ¥et, humør, bliv ved med det.

Men jeg har det selvfølgelig ogsÃ¥ skidt. Jeg bliver forpustet af at lægge mig ned pÃ¥ sengen eller gÃ¥ i bad eller hvad som helst. Ind imellem af at tale. Hele Ã¥ret har jeg været indlagt med en mÃ¥neds mellemrum, bare for at det ikke skal blive endnu værre. Herhjemme fÃ¥r jeg hjemmehjælp til rengøring og indkøb, og kommunen bringer et mÃ¥ltid varm mad ud hver dag. Jeg har handicapskilt til bilen. Det er lidt af en forfængelighedsovervindelse at tage imod al den hjælp og erklære sig selv handicappet – men jeg tænker pÃ¥ det som en overgangsfase, og sÃ¥ gÃ¥r det. NÃ¥ja, det er faktisk ret rart, for, Jesus!, hvor har jeg dog slidt i det, de seneste Ã¥r.

Den første tid med de nye lunger er svær, og der er et vist frafald i løbet af det første års tid. Hvis kroppen ikke accepterer de nye lunger, er det rigtig skidt. Man kan lissom ikke så godt leve uden lunger. Så transplantationen KAN gå meget skidt, men det sker ikke så tit. Og som sagt er min krop i rigtig god stand, så risikoen for at det går helt galt er ikke så stor.

Sandsynligheden for at gÃ¥r sÃ¥dan lidt mellemskidt er noget større. I sÃ¥ fald lever jeg mÃ¥ske en Ã¥rrække, fem Ã¥r, ti Ã¥r, med de nye lunger, men er nødt til inhalere hver dag (ligesom hidtil), blir indlagt ofte og fÃ¥r problemer med mave eller nyrer eller noget andet. Man fÃ¥r immunforsvarsdæmpende medicin for ikke at afstøde de nye lunger. Hvis man er nødt til at fÃ¥ en høj dosis immunforsvarsdæmpende, blir der gjort plads til alverdens andre angreb – sÃ¥ lige nøjagtig hvilke problemer, man kan løbe ind i er ret uforudsigeligt. Men uanset hvad er ti Ã¥r værd at tage med.

Og hør nu godt efter: Sandsynligheden for at det går godt er betydelig større end for at det går rigtig skidt eller mellemskidt! Helt objektivt og statistisk. Og hvis transplantationen går som den skal og min krop tager imod de nye lunger uden de store problemer, kan jeg komme ud på den anden side med bedre lunger end nogensinde før i mit liv. Det er da en SLAGS gulerod.

Især hvis man regner en hÃ¥ndfuld niveauer af “godt” med, er chancen for at det gÃ¥r godt virkelig – god! Det kan fx. gÃ¥ “fænomenalt”, “smaddergodt”, “godt” og “okay”. SÃ¥ kunne fænomenalt være “en krop som en teenager, nul indlæggelser og nul inhalationer de næste 35 Ã¥r” og okay kunne være “daglige inhalationer (ligesom hidtil), enkelte problemer (fx. med nyrerne), indlæggelser nogle gange om Ã¥ret (ligesom hidtil), men mange Ã¥r, nok til at Rose blev voksen”. Det ville da være godt!
Så lur mig lige om ikke det går godt. Jeg tror det.

Jeg har lige været i Firenze med Stine og Rose. En sidste tur ud og vifte med ørerne inden jeg nu er stavnsbundet til Danmark, mens jeg venter. Stine slæbte al bagagen og barnet, og jeg kunne aldrig være kommet afsted pÃ¥ egen hÃ¥nd – men det var en vidunderlig tur, for vi var helt indstillede pÃ¥ situationen. Efter en lille uge i den smukke by, hvor renæssancen blev født (genfødslens fødsel – en ret ødsel brug af fødsel dér), lejede vi bil og tog pÃ¥ bondegÃ¥rdsferie i Toscana, med økologiske æsler, duer, druer, firben og ildfluer, etruskergrave og god vin fra naboens mark. Et prinseliv.
Udmærket optakt til ventetiden.

Jeg ved godt det er lige lovlig kedeligt at fyre denne notits af som fællesmail, men gisp hvor er der mange jeg skal informere – og helst bare rimelig ordentligt. Skriv eller ring, hvis I synes. Jeg svarer pÃ¥ alle spørgsmÃ¥l – og ville være glad for at høre fra jer. Om ikke andet skal jeg nok melde tilbage, nok via en skrivelse som denne, efter operationen. (Men det kan jo vare Ã¥r…).

Jeg håber I allesammen har det godt.

Kærlig hilsen Toke

—

Man har brug for opbakning

Sådan lød mit brev lige da jeg var kommet på venteliste. Og jeg vil anbefale alle at sende sådan et brev. Når man venter, har man virkelig brug for opbakning. Og den får man svært ved at få, hvis man ikke deler sin situation med dem man holder af.

Som det fremgår gør jeg tydeligt opmærksom på perspektiverne der følger med en transplantation. Det kan gå skidt – men det går nok godt!

Jeg tror det er vigtigt for ens sjæleliv, at man ikke forsøger at lægge skjul på at det kan gå galt. Personligt brugte jeg meget tid på at forholde mig til at det kunne ende skidt. Faktisk sendte jeg brevet ikke kun til de nærmeste, men derimod til alle de mennesker, som jeg ikke ønskede skulle få en pludselig, ubehagelig meddelelse om min død, hvis det skulle gå sådan. Til alle dem som jeg i givet fald ønskede skulle komme til min begravelse. Jeg skrev testamente og tænkte meget over hvordan jeg kunne ’give mig selv videre’ især til min datter, Rose, på 3 ½. Og så skrev jeg sågar et par salmer (!), selvom jeg nu ikke er så religiøst anlagt.

Det sidste er vist lidt ud over det sædvanlige – men jeg tror der er noget fornuftigt i at overveje dødens mulighed, sørge over at det er kommet så vidt og over at det kan gå så galt. For det er en realitet – og selv hvis man ikke snakker højt om det, kommer man nok ikke uden om at blive stærkt præget af det. Og jeg tror man får sindet bedre ’med’, hvis man er i stand til at snakke højt om det man har på hjerte. Alle må finde sin særlige vej, der er ingen rigtige måder at komme frem til og igennem en transplantation, men jeg tror altså der var et eller andet rigtigt i at give døden den plads den gjorde krav på.

Men jeg fortalte selvfølgelig ikke hele sandheden om hvordan jeg havde det. Det ville nok have skræmt mange af mine venner mere end godt var. Jeg fokuserede på de ting der fungerede godt, trods den alvorlige situation.

I Firenze havde jeg et anfald af angst. Jeg var på en internetcafé, som lå i kælderetagen, og skulle på toilettet, et lille, skummelt ét, som lå oppe for enden af en smal trappe, langt væk fra gaden. Da jeg havde kæmpet mig op, var der optaget og jeg var nødt til at gå ned igen – og så én gang til, op igen, da der blev ledigt. Dét var for meget.

Det var dybt ubehageligt. Efter at jeg havde fået angsten lidt ned og pusten tilbage, blev uhyggen hængende i kroppen hele resten af dagen og var meget svær at ryste af. Jeg ved ikke hvor almindeligt angstanfald er i forbindelse med den sværeste fase af sygdommen. Det er ikke rigtig noget, jeg har hørt særlig mange snakke om. Men det var ved Gud ikke morsomt. Og afgjort ikke et emne for en fællesmail – hvis fornemste mål trods alt var at indgive venner og familie mod på mine vegne, så de kunne smitte mig med det.

Det gjorde de bestemt også. Som svar på min mail oplevede jeg en mindre social eksplosion. I løbet af den efterfølgende måned, skrev jeg sammen med en del venner, jeg ikke havde set i årevis, og sås også med nogle stykker. Dem jeg så, blev temmelig skræmte over min tilstand, har de efterfølgende fortalt. Hvis man læser mit brev, lægger jeg sådan set ikke skjul på, at jeg virkelig kørte på pumperne. Men det er tydeligvis noget andet at se det med egne øjne.

Jeg ventede kun 1 måned

Som sagt var jeg utrolig heldig. Jeg ventede i præcis en måned og blev transplanteret på min 35-års fødselsdag. Alle de nærmeste og mest interesserede venner blev selvfølgelig straks underrettet og blev løbende holdt opdateret om situationen af min familie, og efter 10 surrealistiske dage fik jeg for første gang adgang til computeren på afdelingen og kunne skrive en fællesmail og forsikre alle om, at jeg var ’alive and well’, som man siger. Og nu klar til at modtage besøg fra andre end de allernærmeste.

Alive and well -mailen

Kære venner –

Som I ved fik jeg den ufattelige gave at blive transplanteret på min 35-års fødselsdag, sidste søndag. I går blev de sidste katetre pillet ud, og jeg kunne trække i cowboybukser og t-shirt og gå på café med Stine og mine nye lunger. Drømmer jeg eller er jeg vågen?

Lige nu blot dette livstegn og en forsikring til jer om at alle de bønner I har sendt på mine vegne, ser ud til at blive hørt. Jeg sidder på 14. etage med åbent vindue og suger al jeres kærlighed til mig. Tak for det.

Jeg har det rigtig, rigtig godt – men jeg er selvfølgelig fuldstændig bombet, hvorfor jeg først er nået frem til at skrive denne lille hilsen nu. Jeg håber jeg får tid og ro til at skrive en udførligere beretning en af de nærmeste dage.

Den første tid har min familie været helt oppe pÃ¥ sengekanten og sidde lÃ¥rene af hinanden – hvilket har været dejligt (Rose og Stine overnattede herinde forleden!). Men nu er der ved at falde lidt ro pÃ¥ gemytterne, og jeg er vist nærmest præsentabel og oppegÃ¥ende det meste af dagen efterhÃ¥nden. SÃ¥ hvis nogen skulle have lyst til at se pÃ¥ livet en lille smule fra oven, sÃ¥ er I meget velkomne til at besøge mig her pÃ¥ Rigshospitalets afd. 3.14.4, hvor jeg er indlagt i hvert fald en uges tid endnu. (Kom dog ikke hvis I er sløje og forkølede! Mit immunforsvar er, som en venlig gestus over for de nyankomne fremmede, banket ret meget i bund).

I alle tilfælde glæder jeg mig meget til at se jer – ude i det nye liv.

Særlig kærlig hilsen
Toke

—

Jeg var meget ivrig efter at se verden igen

Jeg skal måske lige bemærke – bare hvis nogen synes det lyder underligt at jeg gik på café på dette tidlige tidspunkt – at den eneste grund til at jeg kom af sted den dag, var at der var gået lidt kuk i kommunikationen. Jeg var meget ivrig efter at komme ud og se verden igen, og havde fået den opfattelse at det var okay, hvis jeg var i selskab med min ekskone Stine, som er sygeplejerske, og kun blev væk i kort tid. Det viste sig efterfølgende at være en fejl.

Det er derfor klart nok ikke noget jeg på nogen måde vil anbefale – men det gik jo altså gudskelov godt, og nøj, en fed café-tur, uden sammenligning den bedste i mit liv.

To uger efter dét brev, blev jeg udskrevet og skrev en lidt grundigere beretning om forløbet hjemme fra min egen computer.

I alle folks liv var der bare gået to uger, ingenting, hvor de havde levet deres liv som altid og passet job og børn og vendt et par blade i deres livs kalender. Men i mit liv var det helt anderledes. Tidsfornemmelsen er helt skør i den periode. På den ene side går alting ubegribeligt stærkt, på den anden side oplever man tingene så intenst at tiden nærmest går i stå.

Og det er vist forklaringen på at jeg i starten af det første brev efter hjemkomsten synes der er gået forfærdelig lang tid, siden jeg skrev sidst. Der er sådan set bare gået to uger. Folks liv er ikke løbet nogen vegne. Men jeg kunne ikke rigtig fatte, der var gået så kort tid. I min optik var alt forandret. Det var en meget fantastisk tid.

Mailen om mit nye fantastiske liv

Hej alle sammen -

Jeg ved godt det er for galt med de her fællesmails. Men jeg har bare nok at se til. Sidst jeg skrev, kom jeg til at love en beskrivelse af forløbet “en af de nærmeste dage”. Men det er vist ret længe siden.

Jeg har arbejdet pÃ¥ sagen, men der er sket sÃ¥ utrolig meget hele tiden – stuegang, undersøgelser, behandlinger, besøg, besøg, besøg. Dejlige besøg, alle som ét, men derfor tager de ogsÃ¥ tid. Og samtidig er der sket sÃ¥ mange ting i hele forløbet, som jeg gerne vil have med i beskrivelsen – sÃ¥ foreløbig er jeg kun nÃ¥et frem til ankomsten til hospitalet, aftenen før min fødselsdag. At blive transplanteret er som at tage pÃ¥ en meget stor rejse, indtrykkene suser forbi, tidsfornemmelsen forrykkes, alting forekommer umÃ¥deligt vigtigt. MÃ¥ske sender jeg historien nÃ¥r den blir færdig, men her er i hvert fald en kort version:

Efter at være gÃ¥et smadder godt det hele, gÃ¥r det hele nu smadder godt. Jeg er ved at være helet nogenlunde op, og igÃ¥r fik jeg for første gang lov til at tage hjem! Skønt. Min familie har fixet lejligheden og haven op pÃ¥ det smukkeste, sÃ¥ det er den rene svir. Jeg er hjemme pÃ¥ en slags orlov, kommer stadig dagligt pÃ¥ Riget og fÃ¥r medicin og bliver tilset, men sover altsÃ¥ nu nogle dage i min egen seng med min egen kat i fodenden og min egen musik i anlægget hvis det passer mit eget mig. Rose har en virus og bor hos Stine indtil hun er holdt op med at hoste. ForhÃ¥bentlig meget snart. Mit største problem hidtil har været at hun efter alt at dømme har smittet mig med sin virus, hvilket har holdt mig pÃ¥ hospitalet weekenden over. Der har været smÃ¥ dramaer undervejs – det undgÃ¥r man vist ikke – men overordnet set har forløbet været helt formidabelt. Mirakuløst nænsomt.

Operationen forløb uden komplikationer og opvågningen på intensiv var en leg, hvor jeg svingede mellem sober saglighed, masser af det sædvanlige vrøvl (der altid er tænkt som morsomheder og som ind i imellem er det), samt vaskeægte narkotiseret tungetale. Smertebehandlingen var suveræn, et fantastisk kapitel for sig. Jeg har på intet tidspunkt haft regulære smerter, kun ømhed i form af et vældigt pres omkring brystkassen, som om det var strammet ind af et bredt bælte eller et smalt korset. Efter tre døgn på intensiv, hvor væskebalancen og min første afføring blev fulgt med lup, billedlig talt, kom jeg op på 14. sal og var isoleret i fire-fem dage, hvor mine familie ved besøgene var iført svedige dragter og masker og dampede af hospitalssprit, mens jeg personlig var i hopla. Plastrene kom lynhurtigt af og mine formidable, nye ar, der løber på ryggen langs hver sit skulderblad og ned under hver sin arm, som om det var vingerne der var pillet af, så dagens lys. (Det næste de fjerner, er hornene i panden). Jeg havde dræn ud af kroppen for at suge sårvæskerne ud af lungehulningen, fire til at starte med, men de to første blev allerede taget på intensiv, så røg det i venstre side, mens det i højre blev hængende weekenden over. Om mandagen, otte dage efter operation var jeg fri for rør ud af kroppen, om tirsdagen røg hjerteovervågningen og halsvenekateteret – og så gik jeg på café med Stine.

Halvanden uge efter operationen begyndte jeg at gÃ¥ til gymnastik. Her vipper man foden op og ned og strækker armene op over hovedet og andre udfordringer. Og cykler pÃ¥ kondicykel og mærker hvordan benene syrer til en milliard Ã¥r før man bliver forpustet – hvilket er for fedt. Dag for dag mærkede jeg forbedringer, større bevægelighed og mindre ømhed. Samtidig begyndte jeg at gÃ¥ pÃ¥ trapper, først to etager, næste dag tre, sÃ¥ seks. Og da jeg efter pausen pÃ¥ sjette genvandt pusten, fortsatte jeg til niende, tolvte og fjortende. Siden har jeg taget trapperne op til fjortende yderligere to gange, nu med sølle to pauser undervejs! Jeg er nærmest stolt. Tænk, at mine ben holder til det. Men jeg har gÃ¥et i fitness-center det meste af forÃ¥ret, sÃ¥ mÃ¥ske er det dét der bon’er ud nu. I det hele taget har jeg vist haft stor glæde af at min krop ikke er kørt fuldstændig ned i sølet. Hvor var det dog skønt, jeg ikke skulle vente længere!

Onsdag i sidste uge blev den første store undersøgelse af de nye lunger foretaget. Under fuld bedøvelse bliver lungerne skyllet igennem med saltvand for at få alle eventuelle bakterier, svampe og andet uvæsen ud for at analysere det. Samtidig bliver der taget et antal biopsier for at tjekke dem for afstødning. Der var ingen afstødning, men skyllet fra lungerne var temmelig fyldt med slim. Så jeg måtte, som nævnt, blive på hospitalet weekenden over og frygtede at der var tale om at de gamle bakterier, som mine gamle lunger har sloges med igennem årtier og som jeg stadig har boende i bihulerne, havde fundet vej til de nye lunger og forårsaget en kæmpe betændelsesreaktion. Opturen gik i stå, jeg skulle have været hjemme i triumf, nu fes det hele lidt ud. Og jeg var virkelig bange for at jeg skulle til at kæmpe den samme gamle kamp, mod bakterier i slim, som jeg har kæmpet hele livet, og især her til sidst – og tabt! Gudskelov var Rose også syg, om jeg så må sige, og da der (næsten) ingen bakterier var i skyllet fra lungerne, kunne vi konstatere at hun sandsynligvis har smittet mig med sin virus og at dét har været årsag til betændelsen. Meget, meget godt, for mens virusser kommer og går, skal jeg sandsynligvis leve med bakterierne i svælget resten af mine dage. Så de skulle gerne have lov til at stå og dryppe ned i lungerne fra tid til anden uden at forårsage de vilde katastrofer. Dét var en stor lettelse – tak for virussen, lille mus – og så blev jeg tilmed sendt hjem. Så nu er jeg ret lalleglad igen.

Da hele historien er totalt utroværdig – jeg er klar over det – vedhæfter jeg et par billeder for at I kan se at det visseligt er sandt. Det første er taget kort efter at jeg slog øjnene op på min fødselsdag.

Billede af Toke i sengen kort efter transplantationen

Allerede før dette tidspunkt havde jeg kæmpet mig fri af respiratoren, som før operationen stod for mig som det mest ubehagelige ved hele forløbet. Desuden havde Stine endnu mens jeg døsede, fortalt mig, at de havde skåret mig i siderne og ikke åbnet brystkassen op forfra, hvilket giver mindre smukke ar, og hun havde også forsikret mig om at der var styr på blodsukkeret, hvilket også havde bekymret mig. Måske er det derfor jeg ser så relativt ubekymret ud. Måske er det bare fordi jeg er på det hyggeligste morfintrip – som så varede de næste 4-5 dage. Nu, tre en halv uger senere, tager jeg næsten ikke noget smertestillende.

Det andet billede er taget tolv dage efter operationen, samme dag som jeg tog trapperne for første gang. Pænt lys, god udsigt, flag.

Billede af Toke 12 dage efter transplantationen

Jeg føler mig ufattelig heldig. Tidligere har jeg altid påpeget, at held er et sammentræf af god forberedelse og tilfælde – men denne gang føler jeg mig godt nok ramt af rendyrket, uspoleret held, 100% uden for min kontrol. Stedet og tidspunktet for telefonopkaldet var så belejligt og talmagisk, at Stine og jeg havde udpeget det som et yndlingstidspunkt ugevis i forvejen. For det første var vi sammen; for det andet var vi på vej til min tantes sommerhus, hvor min dejlige tante stod klar til tage sig af Rose, mens Stine og jeg drog tilbage til København for at ændre vores tilværelse; for det tredje  foregik operationen om natten og morgenen, præcis 35 år efter min mor lå og fødte mig på Sankt Josef Hospital, ikke langt fra Riget. Det er jo ren magi. Set i bakspejlet kunne det vel ikke rigtig gå galt.

Jeg ved at der er en del af jer derude, der har bedt og chantet for mig, og selvom I ved at jeg selv (i dén forstand) er lidt svag i troen, skal I ogsÃ¥ vide at jeg sætter stor pris pÃ¥ at I er stærke. Det kan jo være, det er jer, der har ret. Og alle jer der sendte mig gode tanker, krydsede fingre og ønskede mig det bedste fra alle fjerne kroge og verdenshjørner af mit liv – I har alle sammen været med til at skabe dette mit lille livs største mirakel siden jeg blev født. Det har været helt fantastisk som det er strømmet ind med breve, blomster og besøg, mens jeg har været indlagt, og det har været en helt central faktor i det smukke forløb, at stemningen undervejs har været sÃ¥ høj og positiv. Mange tak.

Jeg glæder mig til at sludre lidt mere privat med jer hver især.

Kærlig hilsen

t.